Niels Skave |
Niels Skave | |
Der er fra Roskilde Stift bevaret et reglement for en visitats. Det findes i bispens Jordebog fra 1370 og giver os ikke blot et billede af en bispevisitats, men også om samtiden. Reglementet begynder således:
"En Biskop bør visitere sine Sogne for at rette og forbedre, saa ofte som det er nødvendigt for Kirkerne eller Undersaatterne, og det ud af Kærlighed med skyldig Ydmyghed og Hensynsfuldhed, ikke med Jagthunde og Falke, ikke med stor Stads eller med ødsel og paafaldende Levemaade, men med ærbart og nyttigt Selskab, der ikke gør for store Fordringer, for at Kirkerne ikke skal besværes for meget, og ikke Undersaatterne ved bekosteligt og umaadeholdent Gæsteri skal nødes til at pantsætte eller sælge Kirkens Bøger eller andre Prydelser; idet faa Timer fortærer, hvor der ellers kunde være tilstrækkeligt for en lang Tid. Han skal ved Visitats være en Fader og en Hyrde og ikke en Lejesvend eller en Tyran".
Det må undertiden ved de rige bispehoffer have været vanskeligt at holde sig verdslighed fra døren (jagthunde og falke). Forskrifter mod bekosteligt og umådeligt gæsteri var måske heller ikke unødvendige, når biskop Niels Skave på sine visitatser synes at have optrådt med et følge på 200 væbnede svende. Abbeden på Antvorskov beklager sig over, at en sådan visitats har kostet klostret 30 gylden.